Berlin i 1978

Jeg flyttede til Vest-Berlin med to kufferter og adressen på en bekendt af en bekendt. Jeg vidste ikke om jeg ville blive en uge eller et år. Det blev ni år.

Byen var en delt ø dengang. Muren var fem kilometer fra mit værksted. Når jeg gik tur i Kreuzberg, kunne jeg se vagttårnene på den anden side. Det skulle have været uhyggeligt. Men det var levende. Berlin var fuld af unge mennesker fra hele verden der var endt der fordi de ikke vidste hvor de ellers skulle hen, og fordi det var billigt og frit.

Jeg fandt et værksted i Kreuzberg, delte det med fire andre, betalte næsten ingenting i husleje. Jeg lærte tysk på gaden af en gammel kone på torvet der solgte tomater og rettede mig hver gang jeg sagde noget galt. Jeg lavede min første rigtige keramik der. Det var også der jeg lærte at jeg kunne leve af det jeg lavede.

Da Muren faldt i 1989, vidste jeg det var slut. Det Berlin jeg havde elsket holdt op med at eksistere den nat. Det er ikke fordi det blev værre - det blev bare anderledes. Jeg flyttede tilbage til Danmark året efter. Jeg savnede Berlin i fem år. Jeg savner det stadig nogle gange.