Det år jeg drak for meget

Det havde bygget sig op i lang tid. Måske siden Tomas tog tilbage til Prag. Måske endnu længere tilbage. Jeg drak hver aften, og så hver eftermiddag, og til sidst om morgenen. Jeg kunne ikke arbejde. Mit værksted lå urørt i ugevis. Mine udstillinger blev aflyst.

Anja sagde det først. Hun kom forbi en søndag morgen og fandt mig på sofaen med en tom flaske og uvasket håret. Hun satte sig ned og sagde “Birte, du er ved at miste dit liv”. Hun blev hos mig i tre dage. Hun lavede mad. Hun smed flaskerne ud. Hun tog mig med til et mødested for kvindelige alkoholikere i en kælder i Schöneberg.

Jeg gik i et halvt år til en gruppe i Berlin. Jeg lærte at jeg ikke var den eneste. Jeg lærte at det ikke var et moralsk svigt. Jeg lærte at jeg skulle have hjælp og ikke kunne klare det selv. Det er den lærdom der har holdt.

Jeg har ikke drukket siden 1990. 36 år. Jeg er stadig stolt af det. Det er det jeg er mest stolt af i mit liv. Mere end keramikken på SMK. Mere end udstillingen i Schöneberg. At jeg stoppede dengang, og at jeg er holdt fast i det.