Det år hvor jeg ikke kunne stå op

Efter Mikkel blev født, kom jeg ind i en periode jeg ikke rigtig forstod. Jeg græd om morgenen uden grund. Jeg orkede ikke at lave aftensmad. Jeg orkede ikke at vaske tøj. Henning bar det meste, og det er en af de ting jeg er ham mest taknemmelig for.

Man kaldte det ikke fødselsdepression dengang. Det var bare “Bodil har det lidt svært for tiden”. Min mor tog Anne med hjem hver eftermiddag i tre måneder så jeg kunne sove. Hun sagde aldrig noget om hvad hun så hvis jeg lå på sofaen i samme tøj som dagen før. Hun lavede mad og gik igen.

Det varede et halvt år. Så slap det. Lige så pludseligt som det var kommet, var det væk. Jeg vågnede en morgen og tænkte at jeg gerne ville lave morgenmad til drengene. Det var som at finde et lys igen.

Jeg har siden læst at min mor selv havde haft det på samme måde efter mig og Inger. Hun sagde det aldrig direkte, men jeg tror det var derfor hun forstod uden at spørge. Vi har aldrig talt om det. Det er en af de ting der ikke blev sagt højt i den generation, og som vi måske skulle have sagt.