Hvor jeg blev født
Aarhus
BN
Bodil Nielsen
f. 1948
30 minder
75 år dækket
3 sange
Sange der har betydet noget
-
Beatles-koncerten i Tivoli blev aflyst. Jeg græd hele aftenen. Min far satte den her plade på i stedet.
-
Henning stod i kø i fire timer for billetter til Aarhus Hallen. Da Kim Larsen begyndte at synge, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.
-
Henning kunne ikke lide Cohen. Jeg gik alene i Falkonercentret. Publikum sang med på ekstranummeret. Det var en helt anden stilhed.
1948
Hvor voksede du op? Hvad husker du fra det første hjem?
Barndomshjemmet i Aarhus
Vi boede på Vesterbrogade nummer 47, første sal. Min mor og far havde to værelser plus stue og køkken. Jeg delte værelse med min lillesøster Inger. Køkkenet vendte ud mod gården, og om sommeren stod vinduet altid åbent så vi kunne høre konerne snakke nedenunder. Det var en god barndom.
Da jeg var ti, fik vi telefon. Det var det første jeg viste mine venner i skolen. Vi havde et nummer der var fem cifre langt.
Da jeg var ti, fik vi telefon. Det var det første jeg viste mine venner i skolen. Vi havde et nummer der var fem cifre langt.
1952
Sommerhuset på Mols
Min mosters mand havde et sommerhus i Mols Bjerge. Vi var der hver sommer fra jeg var fire til jeg var omkring tretten. Det var et rigtigt gammelt hus med tørvetag og udedas. Jeg lærte at svømme i den lille vig nedenfor.
1956
Hvem var din bedste ven i barndommen? Hvor mødtes I?
Min bedste veninde Karen
Karen og jeg har kendt hinanden siden anden klasse. Hun boede tre opgange længere nede ad gaden. Vi gik altid hjem fra skole sammen, og vi opfandt vores eget hemmelige sprog hvor vi byttede første og sidste bogstav i alle ord.
Vi er stadig venner i dag. Vi taler i telefon hver søndag.
Vi er stadig venner i dag. Vi taler i telefon hver søndag.
1959
Da jeg fik briller
Jeg havde set sløret i flere år uden at vide det. Da jeg fik mine første briller, gik jeg ud på gaden og opdagede at træerne havde individuelle blade.
5 år senere
1964
Hvad husker du fra konfirmationen, eller en lignende mærkedag?
Konfirmationen
Jeg fik en sølvring af min farmor. Den passede mig ikke, men jeg har gemt den i alle årene. Den ligger i den øverste skuffe sammen med mors brevsamling.
Hvilken koncert ville du gerne have været til, men gik glip af?
Beatles-koncerten der aldrig kom
Jeg havde købt billet til Beatles i Tivoli, men koncerten blev aflyst. Jeg græd hele aftenen. Min far prøvede at trøste mig ved at sige at jeg sikkert kunne se dem en anden gang. Det gjorde jeg jo aldrig.
I stedet hørte vi pladen Help! sammen i hans stue, og han prøvede at synge med på engelsk.
I stedet hørte vi pladen Help! sammen i hans stue, og han prøvede at synge med på engelsk.
1966
Da jeg blev student
Jeg var den første i min familie der blev student. Min far var stolt, men han havde også svært ved at forstå hvad jeg skulle bruge det til. "Jamen Bodil, du skal jo bare giftes," sagde han. Jeg tror han var stolt alligevel.
1967
Hvordan mødte du din partner?
Da jeg mødte Henning
Det var til en høstfest hos min fars firma. Henning var nyansat ingeniør. Han spurgte om jeg ville danse, og selvom han trådte mig på tæerne tre gange, var jeg solgt.
Vi var gift et år senere.
Vi var gift et år senere.
Studierne der ikke blev til noget
Jeg startede på dansk på universitetet. Jeg holdt to år. Jeg synes ikke det førte nogen vegne, og jeg skiftede til seminariet for at blive lærer.
Nogle gange tænker jeg på hvad der var blevet af mig hvis jeg var blevet ved bøgerne. Jeg havde en lærer, professor Sørensen, der mente jeg skulle skrive speciale om Karen Blixen. Han ringede til mig efter at jeg havde sagt op, og spurgte om jeg var sikker. Jeg sagde ja, men jeg tror ikke jeg var det.
Jeg fortryder det ikke. Jeg blev en god lærer, og jeg har lært tusindvis af børn at læse, hvilket er en stor ting. Men der er stadig en del af mig der spekulerer på om jeg ikke skulle have skrevet noget selv. Jeg har bøger nok i mig, det ved jeg. Jeg har bare ikke tid før nu.
Nogle gange tænker jeg på hvad der var blevet af mig hvis jeg var blevet ved bøgerne. Jeg havde en lærer, professor Sørensen, der mente jeg skulle skrive speciale om Karen Blixen. Han ringede til mig efter at jeg havde sagt op, og spurgte om jeg var sikker. Jeg sagde ja, men jeg tror ikke jeg var det.
Jeg fortryder det ikke. Jeg blev en god lærer, og jeg har lært tusindvis af børn at læse, hvilket er en stor ting. Men der er stadig en del af mig der spekulerer på om jeg ikke skulle have skrevet noget selv. Jeg har bøger nok i mig, det ved jeg. Jeg har bare ikke tid før nu.
Værelset på Frederiksbjerg
Jeg lejede et lille værelse hos en enke der hed fru Hansen. Hun bagte boller hver lørdag og insisterede på at jeg skulle spise med hende. Jeg lærte mere om livet af hende end af nogen lærer.
1969
Hvad husker du fra jeres bryllupsdag, hvis I blev gift?
Bryllupsdagen
Vi blev gift i Vor Frue Kirke en lørdag i juni. Jeg havde en kjole jeg havde syet selv. Min mor græd hele vejen ned ad kirkegulvet. Henning lovede mig at vi altid ville have det godt, og det har vi haft.
1970
Vores første lejlighed sammen
Henning og jeg flyttede sammen i en lille lejlighed på Frederiksbjerg lige efter vi blev gift. To værelser, fælles toilet på trappen. Det var koldt om vinteren, og vi sov med tre dyner. Men jeg har aldrig været så lykkelig som i de år.
1971
Hvad var dit første job? Hvad lavede du?
Mit første job som lærerinde
Jeg fik fast arbejde på Søndervangskolen i Viby. Tredje klasse, 26 elever. Jeg var skrækslagen den første dag. En af drengene smed sin madpakke ud af vinduet i frikvarteret. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre.
Jeg blev der i 32 år.
Jeg blev der i 32 år.
1972
Hvis du har børn, hvad husker du om dagen de blev født?
Da Anne blev født
Anne blev født den 14. marts om morgenen. Det var en lang fødsel og jeg var helt udmattet, men da jordemoderen lagde hende på mit bryst, glemte jeg det hele. Hun havde de samme øjne som Henning.
Vi sad og kiggede på hende i timevis. Vi kunne ikke fatte at hun var vores.
Vi sad og kiggede på hende i timevis. Vi kunne ikke fatte at hun var vores.
1975
Hvad var dit barns første ord?
Mikkels første ord
Mikkel var langsom til at tale. Vi var begyndt at blive bekymrede. Men en dag sad han på køkkenbordet mens jeg lavede mad, og pludselig sagde han helt tydeligt: "Mor, mere brød." Henning og jeg så på hinanden og lo og græd på samme tid.
1976
Kim Larsen i Aarhus Hallen
Vi sad helt nede ved scenen. Henning havde stået i kø i fire timer for at få billetter. Da Kim Larsen begyndte at synge Joanna, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Det var en aften jeg aldrig glemmer.
Det år hvor jeg ikke kunne stå op
Efter Mikkel blev født, kom jeg ind i en periode jeg ikke rigtig forstod. Jeg græd om morgenen uden grund. Jeg orkede ikke at lave aftensmad. Jeg orkede ikke at vaske tøj. Henning bar det meste, og det er en af de ting jeg er ham mest taknemmelig for.
Man kaldte det ikke fødselsdepression dengang. Det var bare "Bodil har det lidt svært for tiden". Min mor tog Anne med hjem hver eftermiddag i tre måneder så jeg kunne sove. Hun sagde aldrig noget om hvad hun så hvis jeg lå på sofaen i samme tøj som dagen før. Hun lavede mad og gik igen.
Det varede et halvt år. Så slap det. Lige så pludseligt som det var kommet, var det væk. Jeg vågnede en morgen og tænkte at jeg gerne ville lave morgenmad til drengene. Det var som at finde et lys igen.
Jeg har siden læst at min mor selv havde haft det på samme måde efter mig og Inger. Hun sagde det aldrig direkte, men jeg tror det var derfor hun forstod uden at spørge. Vi har aldrig talt om det. Det er en af de ting der ikke blev sagt højt i den generation, og som vi måske skulle have sagt.
Man kaldte det ikke fødselsdepression dengang. Det var bare "Bodil har det lidt svært for tiden". Min mor tog Anne med hjem hver eftermiddag i tre måneder så jeg kunne sove. Hun sagde aldrig noget om hvad hun så hvis jeg lå på sofaen i samme tøj som dagen før. Hun lavede mad og gik igen.
Det varede et halvt år. Så slap det. Lige så pludseligt som det var kommet, var det væk. Jeg vågnede en morgen og tænkte at jeg gerne ville lave morgenmad til drengene. Det var som at finde et lys igen.
Jeg har siden læst at min mor selv havde haft det på samme måde efter mig og Inger. Hun sagde det aldrig direkte, men jeg tror det var derfor hun forstod uden at spørge. Vi har aldrig talt om det. Det er en af de ting der ikke blev sagt højt i den generation, og som vi måske skulle have sagt.
1980
Hvilken ferie med børnene husker du særligt?
Ferien i Italien
Hele familien tog til Toscana sommeren 1980. Vi havde lejet et hus i bjergene. Børnene løb rundt mellem oliventræerne hele dagen, og om aftenen spiste vi pasta på terrassen. Det var den ferie hvor jeg lærte at kalde livet smukt.
1983
Naboerne der blev familie
Da vi flyttede til Risskov, fik vi naboer der hed Jens og Lisbeth. De havde også små børn, og vi endte med at fejre alle juleaftener sammen i mange år. Jens er gået bort nu, men Lisbeth kommer stadig og besøger.
1984
Huset i Risskov
Vi købte vores første rigtige hus i Risskov i 1984. Et rødstenshus fra 1920'erne med have. Jeg gravede min første rosenbed ud den første sommer. Jeg har de samme roser endnu, fyrre år senere.
6 år senere
1990
Lærerværelset
Lisbeth, Hanne, Kirsten og jeg sad altid i samme hjørne af lærerværelset i frikvarteret. Vi kaldte os selv hjørnedamerne. Hanne er gået i tidlig pension, men vi tre andre mødes stadig en gang om måneden.
5 år senere
1995
Da min mor gik bort
Mor blev 87. Hun døde stille en søndag eftermiddag mens jeg holdt hendes hånd. Det er en af de få gange jeg har set Henning græde. Vi savner hende hver dag.
Er der en koncert du aldrig glemmer? Hvorfor?
Cohen i Falkonercentret
Henning kunne ikke lide Leonard Cohen. Jeg gik alene. Han sang Hallelujah som ekstranummer, og publikum sang med på engelsk. Det var en helt anden energi end Kim Larsen-aftenerne. Mere stille.
1998
Krydstogt på Middelhavet
Henning og jeg tog på krydstogt da vi blev pensionister. Vi besøgte Grækenland, Tyrkiet, Italien. Det var det vi havde sparet op til i mange år. Stjernerne over Middelhavet om aftenen var noget jeg aldrig har set magen til.
5 år senere
2003
Pensionsfest
Mine kolleger holdt en pensionsfest for mig. En af mine gamle elever, Søren, kom forbi og takkede mig for at have lært ham at læse. Han var 38 år gammel og lastbilchauffør. Det var det største kompliment jeg har fået i mit liv.
2005
Da Anne blev mor
Anne fik tvillinger, Sofie og Mathias, da hun var 33. Jeg holdt dem begge to den første dag. Mathias græd hele tiden. Sofie kiggede bare på mig. Jeg vidste fra det øjeblik at vi kom til at være tætte.
8 år senere
2013
Henning og jeg i Norge
Vi tog med toget til Bergen. Henning havde altid villet se fjordene. Vi sad på hotelværelset om aftenen og spillede kort, ligesom da vi var unge. Den her tur er en af dem jeg holder fast i nu hvor han er væk.
8 år senere
2021
Hvis I er gået fra hinanden eller hun/han er gået bort, hvad savner du mest?
Da Henning døde
Henning havde været syg i lang tid. Til sidst gik det hurtigt. Jeg var hos ham da han åndede ud, og jeg kunne mærke ham slippe.
Første år alene var den værste tid i mit liv. Jeg vidste ikke at huset kunne være så stille. Jeg vågnede om morgenen og rakte ud efter hans side af sengen i flere måneder før jeg holdt op. Når telefonen ringede, vendte jeg mig stadig om for at fortælle ham hvem det var.
Det jeg savner mest er ikke de store ting. Vi havde haft de store ting alle de år. Det er hans måde at sige godnat på. Det er at han altid lavede den sidste kop kaffe om aftenen og bragte den med ind til mig. Det er hans håndskrift på indkøbssedlen. De små vaner. Det er dem der efterlader hullerne.
Min datter Anne sagde til mig, et år efter, at sorg ikke bliver mindre. Det er livet der vokser op omkring den. Jeg synes hun havde ret. Jeg savner Henning lige så meget i dag som dengang, men nu kan jeg også grine igen, og synes at solen står smukt op om morgenen, og glæde mig til at børnebørnene kommer. Det er ikke enten-eller. Det er begge dele samtidig.
Jeg fortæller mig selv at jeg har 52 år af lykke at være taknemmelig for. Det hjælper. Det fylder ikke pladsen ud. Men det hjælper.
Første år alene var den værste tid i mit liv. Jeg vidste ikke at huset kunne være så stille. Jeg vågnede om morgenen og rakte ud efter hans side af sengen i flere måneder før jeg holdt op. Når telefonen ringede, vendte jeg mig stadig om for at fortælle ham hvem det var.
Det jeg savner mest er ikke de store ting. Vi havde haft de store ting alle de år. Det er hans måde at sige godnat på. Det er at han altid lavede den sidste kop kaffe om aftenen og bragte den med ind til mig. Det er hans håndskrift på indkøbssedlen. De små vaner. Det er dem der efterlader hullerne.
Min datter Anne sagde til mig, et år efter, at sorg ikke bliver mindre. Det er livet der vokser op omkring den. Jeg synes hun havde ret. Jeg savner Henning lige så meget i dag som dengang, men nu kan jeg også grine igen, og synes at solen står smukt op om morgenen, og glæde mig til at børnebørnene kommer. Det er ikke enten-eller. Det er begge dele samtidig.
Jeg fortæller mig selv at jeg har 52 år af lykke at være taknemmelig for. Det hjælper. Det fylder ikke pladsen ud. Men det hjælper.
2023
Kaffeklubben
Tre andre enker fra Risskov og jeg mødes hver torsdag på Café Smagløs. Vi taler om alt, fra børnebørn til politik til den nye præst. Det er noget af det jeg er mest taknemmelig for. Jeg troede ikke man kunne få nye venner i den alder.
Hilsner
Endnu ingen hilsner. Skriv den første.