Da Henning døde

Henning havde været syg i lang tid. Til sidst gik det hurtigt. Jeg var hos ham da han åndede ud, og jeg kunne mærke ham slippe.

Første år alene var den værste tid i mit liv. Jeg vidste ikke at huset kunne være så stille. Jeg vågnede om morgenen og rakte ud efter hans side af sengen i flere måneder før jeg holdt op. Når telefonen ringede, vendte jeg mig stadig om for at fortælle ham hvem det var.

Det jeg savner mest er ikke de store ting. Vi havde haft de store ting alle de år. Det er hans måde at sige godnat på. Det er at han altid lavede den sidste kop kaffe om aftenen og bragte den med ind til mig. Det er hans håndskrift på indkøbssedlen. De små vaner. Det er dem der efterlader hullerne.

Min datter Anne sagde til mig, et år efter, at sorg ikke bliver mindre. Det er livet der vokser op omkring den. Jeg synes hun havde ret. Jeg savner Henning lige så meget i dag som dengang, men nu kan jeg også grine igen, og synes at solen står smukt op om morgenen, og glæde mig til at børnebørnene kommer. Det er ikke enten-eller. Det er begge dele samtidig.

Jeg fortæller mig selv at jeg har 52 år af lykke at være taknemmelig for. Det hjælper. Det fylder ikke pladsen ud. Men det hjælper.