Det sidste år med Hanne

Hanne fik kræft i 2017. Det var bugspytkirtlen. Lægerne sagde det fra starten: hun havde et år, måske halvandet, hvis hun var heldig. Vi havde et år hvor hun gradvist blev svagere.

Jeg lavede mad. Jeg læste op for hende. Jeg kørte hende til alle behandlinger. Jeg holdt hendes hånd. Det var det hårdeste år i mit liv, og også det jeg er mest taknemmelig for at have haft. Det er svært at forklare. Vi var voksne børn da vi mødtes, og vi havde ikke haft tid til alt det der ligger under lagerne af et hverdagsliv. Da hun blev syg, kom det op.

Vi snakkede om vores forældre. Vi snakkede om Mads i Australien og Stine på sygehuset. Vi snakkede om hvad jeg skulle gøre når hun var væk. Hun ville have at jeg gik tilbage til at spille fodbold med Søren. Hun ville have at jeg ringede til hendes søster mindst en gang om måneden. Hun ville have at jeg fortsatte med at lave kringle til julen, fordi det var noget hun selv havde gjort, og fordi børnene forventede det.

Jeg har overholdt det hele. Det føles som om jeg gør det for hende, ikke for mig. Det er måske nok.

Jeg lærte hende at kende på en helt anden måde da hun var syg. Vi havde aldrig haft tid til den slags samtaler før.