Da min far kom hjem fra krigen

Min far havde været i internering det sidste krigsår. Han kom hjem en eftermiddag i sommeren 1949. Jeg var syv år gammel og havde set ham på et fotografi men ikke i virkeligheden, for jeg var endnu ikke født da han blev taget. Jeg genkendte ham ikke.

Min mor græd, men jeg gemte mig bag staldhjørnet. Han var meget tynd. Hans tøj hang om ham. Hans stemme var anderledes end den jeg havde forestillet mig fra mors fortællinger. Det tog flere uger før jeg vænnede mig til ham.

Han talte aldrig om hvad der var sket. Min mor sagde at man ikke skulle spørge. Jeg har siden hørt fra min onkel at han havde været i en lejr i Tyskland og havde set ting man ikke kommer over. Han drak ikke. Han slog ikke. Men han havde et blik der nogle gange blev tomt midt i et måltid, og så vidste vi alle at vi skulle være stille.

Da han døde i 1971, fandt vi en lille papirpose i hans skuffe med en udklippet avisartikel om de befriede danske fanger. Han havde markeret sit eget navn med rødt blæk. Det var det tætteste han kom på at fortælle om det.