Hvor jeg blev født
Odense
IS
Inger Sørensen
f. 1942
28 minder
81 år dækket
3 sange
Sange der har betydet noget
-
Forsamlingshuset i Odense, 1964. Det var første gang Poul og jeg dansede sammen. Jeg trådte ham på tæerne, men han lod som om han ikke mærkede det.
-
Karen tog mig med til Odense Koncerthus. Det var første gang jeg forstod at musik kan handle om mig.
-
Pouls søndagsmorgen-sang. Han nynnede den mens han lavede kaffe i 40 år.
1942
Hvor voksede du op? Hvad husker du fra det første hjem?
Gården ved Odense
Jeg voksede op på en lille gård syv kilometer fra Odense. Vi havde fire køer, en hest, høns og en gris hvert år. Min mor bagte rugbrød hver torsdag, og vi havde altid friskmalket mælk om morgenen.
Det var hårdt arbejde, men jeg havde frihed. Jeg kunne løbe ud over markerne uden at nogen vidste hvor jeg var.
Det var hårdt arbejde, men jeg havde frihed. Jeg kunne løbe ud over markerne uden at nogen vidste hvor jeg var.
6 år senere
1948
Hvem var din bedste ven i barndommen? Hvor mødtes I?
Kirsten på nabogården
Min bedste veninde som barn var Kirsten der boede på nabogården. Vi byggede huler i høet og legede skole med hønsene. Når vi blev for gamle til at lege, begyndte vi at læse højt for hinanden af Den lille Hornblæser.
1949
Da min far kom hjem fra krigen
Min far havde været i internering det sidste krigsår. Han kom hjem en eftermiddag i sommeren 1949. Jeg var syv år gammel og havde set ham på et fotografi men ikke i virkeligheden, for jeg var endnu ikke født da han blev taget. Jeg genkendte ham ikke.
Min mor græd, men jeg gemte mig bag staldhjørnet. Han var meget tynd. Hans tøj hang om ham. Hans stemme var anderledes end den jeg havde forestillet mig fra mors fortællinger. Det tog flere uger før jeg vænnede mig til ham.
Han talte aldrig om hvad der var sket. Min mor sagde at man ikke skulle spørge. Jeg har siden hørt fra min onkel at han havde været i en lejr i Tyskland og havde set ting man ikke kommer over. Han drak ikke. Han slog ikke. Men han havde et blik der nogle gange blev tomt midt i et måltid, og så vidste vi alle at vi skulle være stille.
Da han døde i 1971, fandt vi en lille papirpose i hans skuffe med en udklippet avisartikel om de befriede danske fanger. Han havde markeret sit eget navn med rødt blæk. Det var det tætteste han kom på at fortælle om det.
Min mor græd, men jeg gemte mig bag staldhjørnet. Han var meget tynd. Hans tøj hang om ham. Hans stemme var anderledes end den jeg havde forestillet mig fra mors fortællinger. Det tog flere uger før jeg vænnede mig til ham.
Han talte aldrig om hvad der var sket. Min mor sagde at man ikke skulle spørge. Jeg har siden hørt fra min onkel at han havde været i en lejr i Tyskland og havde set ting man ikke kommer over. Han drak ikke. Han slog ikke. Men han havde et blik der nogle gange blev tomt midt i et måltid, og så vidste vi alle at vi skulle være stille.
Da han døde i 1971, fandt vi en lille papirpose i hans skuffe med en udklippet avisartikel om de befriede danske fanger. Han havde markeret sit eget navn med rødt blæk. Det var det tætteste han kom på at fortælle om det.
1951
Skolen i Tarup
Jeg cyklede til skole i Tarup, fire kilometer i hver retning. Om vinteren var det mørkt begge veje. Jeg fik mit første lommepenge for at malke og samle æg, og jeg sparede op til en lommelygte.
5 år senere
1956
Realskolen
Jeg blev sendt på realskolen i Odense. Jeg boede hos min faster Esther om hverdagene og tog hjem i weekenderne. Det var første gang jeg sov et sted uden mine forældre. Jeg lå vågen i flere nætter.
1958
Hvad husker du fra konfirmationen, eller en lignende mærkedag?
Konfirmationen
Min konfirmation var i Odense Domkirke. Jeg havde en hvid kjole min mor havde syet selv, og hun havde grædt da hun gjorde den færdig dagen før. Jeg fik en sølvkæde af min faster, som jeg stadig har.
1960
Hvad var dit første job? Hvad lavede du?
Mit første job som husholderske
Jeg fik plads hos en lægefamilie i Hjallese. Der var tre børn og en stor have. Jeg fik fri hver anden weekend. Det var hårdt, men jeg lærte at lave mad ordentligt.
1963
Hvordan mødte du din partner?
Poul fra mejeriet
Poul kom for at hente mælken hver morgen. I lang tid sagde vi bare god morgen til hinanden. En vinterdag i 1963 var vejene glatte, og hans bil sad fast i vores indkørsel. Han måtte komme ind og varme sig. Vi snakkede i to timer.
Fire måneder senere blev vi forlovet.
Fire måneder senere blev vi forlovet.
1964
Vores første hus
Vi flyttede ind i et lille hus tæt ved mejeriet. To værelser og et udekøkken. Pouls onkel havde lavet alle vinduerne. De gik aldrig i stykker.
Hvad husker du fra jeres bryllupsdag, hvis I blev gift?
Brylluppet
Vi blev gift en lørdag i juli. Det regnede hele dagen. Jeg var bekymret, men min mor sagde at regn på bryllupsdagen betyder lykke. Hun havde ret, viste det sig.
Hvad var den første koncert du var til?
Otto Brandenburg i forsamlingshuset
Jeg var med Poul til en aftendans i forsamlingshuset i Odense. Otto Brandenburg sang. Det var første gang vi dansede sammen, og jeg trådte ham på tæerne, men han lod som om han ikke mærkede det.
1967
Hvis du har børn, hvad husker du om dagen de blev født?
Da Hans blev født
Hans var min første. Han kom for tidligt, og han var meget lille. Lægerne sagde at vi ikke skulle håndtere ham for meget. Det var det sværeste, ikke at kunne holde sit barn. Men han voksede sig stærk.
1970
Anne og Karen, tvillingerne
Tre år efter Hans fik vi tvillinger, Anne og Karen. Det var hektisk, men de holdt af hinanden fra dag ét. De plejede at falde i søvn med hænderne foldet sammen i barnesengen.
1974
Mejerikonerne
Hver onsdag mødtes konerne fra mejeriet hos en af os. Vi strikkede, vi snakkede, vi drak kaffe. Det var den eneste pause i ugen jeg havde for mig selv. Else var jordemoder, Birgitte var dyrlæge. Vi kom alle fra forskellige steder, men vi blev tæt forbundne.
1977
Den dag tvillingerne blev konfirmeret
Anne og Karen blev konfirmeret samme dag. To kjoler, to pakker, to taler fra præsten der ikke kunne huske hvem der var hvem. Det var en lang dag, og jeg græd om aftenen da der endelig var stille.
1980
Hvilken ferie med børnene husker du særligt?
Vores første sydtur
Poul og jeg tog til Mallorca med børnene i 1980. Det var vores første rigtige ferie i syden. Hans var 13 og keder sig, men tvillingerne brændte sig fra dag ét og blev hjemme på hotelværelset i tre dage. Det blev en historie vi har grinet af i fyrre år.
1983
Det nye hus i Bellinge
Vi byggede vores eget hus i Bellinge i 1983. Poul tegnede selv plantegningen. Mursten for mursten. Det er der jeg bor stadig.
1987
Pilgrimsrejse til Santiago de Compostela
Poul og jeg gik den sidste del af Caminoen i 1987. Det var hans idé. Vi gik 100 kilometer på 5 dage, og vi var smadderforpinte i fødderne, men vi var stille indvendigt på en måde jeg aldrig har glemt.
5 år senere
1992
Sølvbryllup
Vi inviterede 60 mennesker til vores sølvbryllup. Min mor var stadig i live dengang. Hun holdt en tale og sagde at hun aldrig havde troet jeg ville få en så lang og god ægteskab. Det var det venligste hun nogensinde havde sagt til mig.
6 år senere
1998
Er der en koncert du aldrig glemmer? Hvorfor?
Anne Linnet i Odense Koncerthus
Karen tog mig med til Anne Linnet. Jeg havde aldrig været til en kvindelig solokoncert. Det var den første gang jeg forstod at musik kan handle om mig.
2000
Da Hans blev far
Hans var 33 da han fik sit første barn. Jeg havde været bange for at han aldrig ville. Men han blev en god far. Bedre end Poul, faktisk, hvilket Poul selv sagde da vi sad og kiggede på Sofie i barnesengen.
7 år senere
2007
Da jeg blev mormor for første gang
Da Anne fik Sofie, var jeg ikke forberedt på hvor stærkt det ramte mig. Jeg kunne ikke slippe hendes hånd da jeg holdt hende første gang. Jeg græd, og Anne grinte ad mig. Det er en helt anden kærlighed end den til ens egne børn.
5 år senere
2012
Da Kirsten døde
Min barndomsveninde Kirsten døde af hjerteanfald. Vi havde holdt kontakten i alle årene. Til begravelsen mødte jeg hendes søn for første gang som voksen. Han havde Kirstens øjne. Jeg græd hele hjemvejen.
2015
Sidste tur til Mallorca
Poul og jeg tog tilbage til Mallorca i 2015. Vi besøgte den samme strand som med børnene. Vi sad i to timer uden at sige meget. Det er en af de stille minder jeg holder fast i nu.
2018
Pouls sygdom
Poul fik diagnose på alzheimer i 2018. Vi havde mistanken i flere år. Det startede med at han glemte navne. Så glemte han veje han havde kørt i 50 år. Så glemte han at jeg havde været i Aarhus dagen før, selvom jeg havde fortalt det igen og igen.
Det første der gik var hans evne til at lægge plantegninger. Han plejede at tegne huse for at slappe af. Han havde tegnet vores eget hus i Bellinge i 1983, og han kunne stadig huske hver mursten. Den dag han prøvede at tegne en simpel grundplan og ikke kunne længere, var den dag jeg vidste vi var trådt ind i en ny tid. Han sad med blyanten i hånden i en time uden at sige noget. Til sidst lagde han den fra sig og sagde "jeg tror ikke jeg kan mere".
Vi havde fem år sammen efter det. De første to var stadig næsten normale. De næste to var hårde, men vi havde stadig samtaler. Det sidste år var næsten kun lille smil og hånd-i-hånd og rolige stunder hvor han ikke vidste hvem jeg var.
Nogle gange genkendte han mig som ung pige. Han kaldte mig "den der pige fra mejeriet" og smilede. Jeg tror det var hans måde at gå tilbage til det smukkeste tidspunkt i hans hoved. Jeg var aldrig vred over at han ikke kendte mig. Jeg var glad for at han var glad.
Det første der gik var hans evne til at lægge plantegninger. Han plejede at tegne huse for at slappe af. Han havde tegnet vores eget hus i Bellinge i 1983, og han kunne stadig huske hver mursten. Den dag han prøvede at tegne en simpel grundplan og ikke kunne længere, var den dag jeg vidste vi var trådt ind i en ny tid. Han sad med blyanten i hånden i en time uden at sige noget. Til sidst lagde han den fra sig og sagde "jeg tror ikke jeg kan mere".
Vi havde fem år sammen efter det. De første to var stadig næsten normale. De næste to var hårde, men vi havde stadig samtaler. Det sidste år var næsten kun lille smil og hånd-i-hånd og rolige stunder hvor han ikke vidste hvem jeg var.
Nogle gange genkendte han mig som ung pige. Han kaldte mig "den der pige fra mejeriet" og smilede. Jeg tror det var hans måde at gå tilbage til det smukkeste tidspunkt i hans hoved. Jeg var aldrig vred over at han ikke kendte mig. Jeg var glad for at han var glad.
2022
Hvis I er gået fra hinanden eller hun/han er gået bort, hvad savner du mest?
Nu hvor han er væk
Poul døde i fjor. 56 år sammen. Jeg vidste det ville komme, men jeg vidste ikke at huset kunne være så stille.
Det jeg savner mest er ikke de store ting. Det er at høre ham synge i badet. Det er at han altid lavede den sidste kop kaffe om aftenen og bragte den med ind til mig. Det er hans cigar i køkkenet om søndagen, selv om jeg klagede over lugten i 50 år. Det er hans støvler ved bagdøren. De små vaner. Det er dem der efterlader hullerne.
Jeg har ikke smidt hans tøj ud. Hans morgenkåbe hænger stadig på krogen ved badeværelset. Jeg har vænnet mig til at se den. Jeg har endda begyndt at tale med den. Det er ikke fordi jeg tror han er der. Jeg ved han er væk. Det er bare fordi det føles forkert at det skulle være fuldstændigt stille i huset hele dagen.
Mine døtre vil gerne have at jeg flytter til en mindre lejlighed. De har ret i at huset er for stort. Men jeg har bygget det med Poul, mursten for mursten, og jeg ved ikke om jeg kan finde mig hjem nogen anden steder. Vi får se. For nu bliver jeg.
Det jeg savner mest er ikke de store ting. Det er at høre ham synge i badet. Det er at han altid lavede den sidste kop kaffe om aftenen og bragte den med ind til mig. Det er hans cigar i køkkenet om søndagen, selv om jeg klagede over lugten i 50 år. Det er hans støvler ved bagdøren. De små vaner. Det er dem der efterlader hullerne.
Jeg har ikke smidt hans tøj ud. Hans morgenkåbe hænger stadig på krogen ved badeværelset. Jeg har vænnet mig til at se den. Jeg har endda begyndt at tale med den. Det er ikke fordi jeg tror han er der. Jeg ved han er væk. Det er bare fordi det føles forkert at det skulle være fuldstændigt stille i huset hele dagen.
Mine døtre vil gerne have at jeg flytter til en mindre lejlighed. De har ret i at huset er for stort. Men jeg har bygget det med Poul, mursten for mursten, og jeg ved ikke om jeg kan finde mig hjem nogen anden steder. Vi får se. For nu bliver jeg.
2023
Karen og Anne
Mine to døtre kommer hver søndag. De skiftes til at lave mad, og vi spiser sammen. Jeg har aldrig været så afhængig af nogen som jeg er nu, og jeg er ikke flov over det. Det er mit liv lige nu.
Hilsner
Endnu ingen hilsner. Skriv den første.