Nu hvor han er væk

Poul døde i fjor. 56 år sammen. Jeg vidste det ville komme, men jeg vidste ikke at huset kunne være så stille.

Det jeg savner mest er ikke de store ting. Det er at høre ham synge i badet. Det er at han altid lavede den sidste kop kaffe om aftenen og bragte den med ind til mig. Det er hans cigar i køkkenet om søndagen, selv om jeg klagede over lugten i 50 år. Det er hans støvler ved bagdøren. De små vaner. Det er dem der efterlader hullerne.

Jeg har ikke smidt hans tøj ud. Hans morgenkåbe hænger stadig på krogen ved badeværelset. Jeg har vænnet mig til at se den. Jeg har endda begyndt at tale med den. Det er ikke fordi jeg tror han er der. Jeg ved han er væk. Det er bare fordi det føles forkert at det skulle være fuldstændigt stille i huset hele dagen.

Mine døtre vil gerne have at jeg flytter til en mindre lejlighed. De har ret i at huset er for stort. Men jeg har bygget det med Poul, mursten for mursten, og jeg ved ikke om jeg kan finde mig hjem nogen anden steder. Vi får se. For nu bliver jeg.