Skilsmissen

Birgit og jeg blev skilt i 1987. Maria var 12. Vi havde været gift i 15 år.

Det var en venlig skilsmisse på papiret. Ingen advokater. Ingen råberi. Vi delte ejendelene fornuftigt. Vi enedes om at hun skulle blive boende med Maria, og at jeg skulle se hende hver anden weekend. Vi sagde til hinanden at vi stadig kunne være venner.

Det er aldrig venligt for et barn. Det er det der har taget mig længst tid at forstå. Maria bad mig om ikke at flytte. Jeg kan stadig høre hendes stemme. Hun stod i døren da jeg pakkede mine sidste æsker, og hun sagde “far, kan du ikke bare blive”. Jeg sagde nej. Jeg flyttede alligevel. Jeg gav hende en grund jeg har glemt, måske noget om at det var det bedste for alle.

Det er det jeg fortryder mest i mit liv. Ikke skilsmissen i sig selv. Birgit og jeg passede ikke sammen til sidst, og vi havde brug for at gå hver til sit. Det jeg fortryder er måden jeg gjorde det på. At jeg ikke satte mig ned og forklarede det til Maria som den voksne hun var. At jeg ikke kæmpede mere om at se hende. At jeg lod hende glide væk fordi det var lettere.

Jeg kan ikke ændre det. Jeg kan kun forsøge at være den far jeg burde have været, nu, til den datter der er kommet tilbage til mig på trods af alt.