Jørgen Petersen

Jeg blev student med pæne karakterer. Det var ventet. Min far holdt en lille tale ved middagen. Han sagde at han håbede jeg ville blive en bedre læge end ham. Jeg har ikke helt nået det.

Jeg fik mit lægebrev. Min far ringede og sagde tillykke. Det er det venligste jeg kan huske at han har sagt til mig direkte.

Jeg specialiserede mig som almenpraktiserende læge. Jeg overtog en gammel praksis i Hellerup i 1979. Jeg var stolt og bange. Min første patient var en gammel dame der ville have receptfornyelse. Det var anti-klimatisk.

Birgit og jeg blev skilt i 1987. Maria var 12. Vi havde været gift i 15 år.

Det var en venlig skilsmisse på papiret. Ingen advokater. Ingen råberi. Vi delte ejendelene fornuftigt. Vi enedes om at hun skulle blive boende med Maria, og at jeg skulle se hende hver anden weekend. Vi sagde til hinanden at vi stadig kunne være venner.

Det er aldrig venligt for et barn. Det er det der har taget mig længst tid at forstå. Maria bad mig om ikke at flytte. Jeg kan stadig høre hendes stemme. Hun stod i døren da jeg pakkede mine sidste æsker, og hun sagde "far, kan du ikke bare blive". Jeg sagde nej. Jeg flyttede alligevel. Jeg gav hende en grund jeg har glemt, måske noget om at det var det bedste for alle.

Det er det jeg fortryder mest i mit liv. Ikke skilsmissen i sig selv. Birgit og jeg passede ikke sammen til sidst, og vi havde brug for at gå hver til sit. Det jeg fortryder er måden jeg gjorde det på. At jeg ikke satte mig ned og forklarede det til Maria som den voksne hun var. At jeg ikke kæmpede mere om at se hende. At jeg lod hende glide væk fordi det var lettere.

Jeg kan ikke ændre det. Jeg kan kun forsøge at være den far jeg burde have været, nu, til den datter der er kommet tilbage til mig på trods af alt.

I 2005 begyndte min ryg at smerte. Jeg ignorerede det i et år, som læger gør. Til sidst kunne jeg ikke arbejde mere. Jeg måtte lukke praksissen tidligere end planlagt.

Jeg blev nødt til at sidde ned i et år. Jeg lærte at læse for sjov for første gang i mit liv. Det blev en gave i forklædning.

Jeg er 75 nu. Jeg har lært at fortrydelse ikke gør det værre, så længe man ikke flygter fra den. Hvis man tør sidde med den, bliver den mindre med tiden. Ikke væk, men mindre. Den bliver en del af hvem man er, ikke noget der spiser én op.

Jeg har lært at man kan vinde noget tilbage selv efter man har troet det var tabt. Maria og jeg har nu spist søndagsmiddag sammen næsten hver måned i 25 år. Hendes søn Jonas kalder mig morfar. Han er 18 år gammel og siger til mig at han vil være læge. Det vil jeg gerne hjælpe ham med på alle de måder jeg kan.

Jeg har lært at den vigtigste valg man tager i sit liv ofte er valget om at gøre noget godt igen. Ikke at undgå at lave fejl. Det kan ingen. Men at vende tilbage til de mennesker man har skadet og sige undskyld, og betale prisen for at vinde dem tilbage, hvis de vil have én. Maria havde ret til at sige nej da hun ringede den søndag i 1997. Hun gjorde det ikke. Det er den største gave jeg har fået.

Min far døde da jeg var 51, og vi havde aldrig haft den samtale jeg burde have haft med ham. Han var en stolt mand, og jeg var en stolt søn, og vi sagde aldrig de ting der skulle have været sagt. Det fortryder jeg også. Jeg fortæller det her til mine børnebørn så de ikke gør det samme.