Maria igen

Maria ringede til mig en søndag i 1997. Jeg var 50 år gammel og havde ikke talt med hende i fem år. Jeg sad og læste avisen, og telefonen ringede, og det var hende. Hun ville snakke. Hun spurgte om vi kunne mødes på en café.

Jeg sagde ja før jeg overhovedet havde tænkt mig om. Jeg lagde på og græd i en time. Ulla satte sig hos mig og sagde ingenting.

Vi mødtes på Café Sebastopol på Sankt Hans Torv. Hun var blevet voksen uden at jeg havde været en del af det. Hun var 22 år, høj som sin mor, med min fars næse. Hun havde fået en kæreste, hun læste til psykolog, hun havde lige været i Spanien. Hun havde et helt liv jeg ikke kendte.

Vi snakkede i fire timer. Hun fortalte mig om de fem år. Hun fortalte mig om hvor vred hun havde været. Hun fortalte mig at hun havde set mig på gaden i København en gang, og at hun var gået den anden vej. Jeg lyttede uden at forsvare mig. Jeg sagde undskyld. Det var den vigtigste samtale jeg har haft i mit liv.

Vi blev langsomt en del af hinandens liv igen. Det blev aldrig som om de fem år ikke havde været. Det er en arv som vi begge bærer. Men det blev til noget. Det er nok. Det er meget.