Det jeg har lært

Jeg er 75 nu. Jeg har lært at fortrydelse ikke gør det værre, så længe man ikke flygter fra den. Hvis man tør sidde med den, bliver den mindre med tiden. Ikke væk, men mindre. Den bliver en del af hvem man er, ikke noget der spiser én op.

Jeg har lært at man kan vinde noget tilbage selv efter man har troet det var tabt. Maria og jeg har nu spist søndagsmiddag sammen næsten hver måned i 25 år. Hendes søn Jonas kalder mig morfar. Han er 18 år gammel og siger til mig at han vil være læge. Det vil jeg gerne hjælpe ham med på alle de måder jeg kan.

Jeg har lært at den vigtigste valg man tager i sit liv ofte er valget om at gøre noget godt igen. Ikke at undgå at lave fejl. Det kan ingen. Men at vende tilbage til de mennesker man har skadet og sige undskyld, og betale prisen for at vinde dem tilbage, hvis de vil have én. Maria havde ret til at sige nej da hun ringede den søndag i 1997. Hun gjorde det ikke. Det er den største gave jeg har fået.

Min far døde da jeg var 51, og vi havde aldrig haft den samtale jeg burde have haft med ham. Han var en stolt mand, og jeg var en stolt søn, og vi sagde aldrig de ting der skulle have været sagt. Det fortryder jeg også. Jeg fortæller det her til mine børnebørn så de ikke gør det samme.