Far ønsker sig sjældent noget. Det betyder ikke at der ikke er noget at give ham.
Et velkendt problem
De fleste fædre er svære at købe gaver til. Værktøjet har de. Det elektroniske grej har de selv købt - eller ikke købt, fordi de ikke gad. Tøjet vil de helst vælge selv, hvis de da overhovedet har lyst til nyt tøj. Spørger du, siger han “ikke noget, jeg mangler ingenting”, og det er måske endda sandt.
Men det at han ikke mangler en ting, betyder ikke at der ikke er noget at give. Det betyder bare, at de gaver der virker, ikke ligner gaver i traditionel forstand.
En livsbog er sådan en. Det er ikke en ting på reolen. Det er et sted hvor han kan begynde at samle de minder der har formet ham - jobbene, byerne, kollegerne, bilerne, militærtjenesten, koncerterne, det første hus, de svære år. Du, dine søskende og hans børnebørn får adgang, hvis han selv en dag deler den.
Han har mere at sige end du tror
Mange fædre fortæller ikke meget om sig selv. Det betyder ikke at der ikke er noget. Det betyder ofte, at ingen har spurgt på en måde han kunne svare på.
Far har sandsynligvis et stort lager af historier han aldrig har fortalt nogen. Den første lønseddel. Hvad han egentlig lavede de tre år i hæren. Hvor han var, da Berlinmuren faldt. Hvordan han mødte mor - den fulde historie, ikke kortversionen han er kommet til at gentage. Hvad han var bange for da du blev født. Hvad han havde sværest ved.
Spørgsmålene falder bare ikke naturligt rundt om middagsbordet en torsdag. Men sat foran et roligt spørgsmål, ét ad gangen, kommer ordene ofte. En livsbog gør spørgsmålet nemt. Hver dag dukker et nyt op, og han kan tage det eller springe det over.
Hvilken alder, hvilken anledning
60 år. Han er måske lige gået på pension eller er på vej. Hukommelsen er klar, energien er der, og det er en alder hvor mange selv begynder at gøre status.
70 år. Det vindue hvor det giver mest. Pensionen har sat sig, hverdagen er roligere, og børnebørnene er på en alder hvor de er hans børnebørn - men endnu ikke nogen der selv stiller spørgsmål om hans liv. Det de ikke spørger om i dag, kan de læse om senere.
75 og 80 år. Stadig oplagt, men nu er det bedre at være tidligt på den end sent. Et halvt år gør sjældent en forskel. Tre år kan gøre det.
Pensionsdagen, eller første år som pensionist. En af de stærkeste anledninger. Mange mænd har bygget en stor del af deres identitet på arbejdet, og pensionen kan efterlade et tomrum man ikke vidste man havde. Et lille daglig spørgsmål, et formål, et sted at lægge noget - det gør pensionen mindre brat.
Fars dag, eller bare en søndag. Behøver ikke være en fødselsdag. En lille kuvert i postkassen en mandag morgen kan virke stærkere end en stor pakke under et juletræ.
“Han er ikke god med computere”
For en mand i 60’erne eller 70’erne er det sjældent et reelt problem. De fleste har brugt en pc på arbejde i 20 år. Mange har en tablet de bruger til at læse aviser eller lige tjekke vejret.
Hvis han er teknisk på vej, er det letteste at sende ham linket og lade ham gå i gang selv. Bed om at blive inviteret ind når han er klar.
Er han mere skeptisk, kan du oprette livsbogen for ham. Når han logger ind, er der ikke en blank side foran ham, men et sted der allerede er sat op. Det er forskellen mellem at få stillet et tomt skema og at få tilbudt en kop kaffe og et spørgsmål.
Han kan også vælge at fortælle i stedet for at skrive. Mikrofonen i appen optager ham, og teksten kan rettes til bagefter. For en del fædre er det den måde der virker - ikke fordi de ikke kan skrive, men fordi det at sidde og taste føles for langsomt for det der skal frem.
“Han har ikke noget at fortælle”
Det er en sætning du måske selv har tænkt, eller som han selv vil sige. Det er næsten altid forkert.
Det han mener, er at han ikke synes hans liv er specielt. Han har bare arbejdet, fået en familie, kørt det igennem. Andre har levet mere spændende liv. Hvad skulle der dog være at skrive ned.
Men det er ikke spændingen der er pointen. Det er detaljerne. Hvor lå huset på Søndergade. Hvad hed naboen til højre. Hvilken bil havde I i 1978. Hvad sang du for ham, da han var ved at falde i søvn som lille. Hvilken arbejdsdag huskede han stadig ti år senere.
Det er den slags der bliver til hans børnebørns billede af ham, om tyve år. Ikke en biografi. Bare en samling af konkrete ting, som tilsammen tegner et menneske.
Sådan kan du give det
Det praktiske er ligetil. Opret livsbogen i hans navn, eller sig til ham at den er klar til at han selv åbner den. Sæt evt. det første spørgsmål for ham, så han ikke møder en blank side, men et “Hvor blev du født, og hvad husker du fra det hus?” der står og venter.
Hvis du vil gøre noget særligt af det, så skriv et brev. I hånden, hvis du har det. Skriv ikke at du synes han burde fortælle. Skriv hvad du selv altid har gået og undret dig over. Hvilken historie du har hørt halvt, og gerne ville have helt. Hvilket spørgsmål du aldrig fik stillet. Det er den slags der får mænd til at sætte sig.
Vil I begynde sammen, så foreslå en aften. Ikke med stort opbud - bare to stole og en computer. To-tre spørgsmål er nok til den første gang.
Sådan kan resultatet se ud
Eriks livsbog er en stille, ærlig fortælling fra en skibstømrer i Esbjerg. Han er ikke ordrig, men de minder der er der, sidder fast. Jørgens livsbog er det modsatte hjørne - en læge med skilsmisse bag sig, en datter han mistede kontakten med i fem år, og en ny familie sent. To meget forskellige fædre på samme platform.
Hvad det koster
Det er gratis. Ingen abonnement, ingen reklamer, ingen begrænsning på hvor meget han kan skrive. Vil I senere have livsbogen som fysisk fotobog at stille på reolen, betales der pr. bog. Selve livsbogen forbliver gratis at have liggende.
Vil du i gang?
Allerede medlem? Log ind →
Relaterede sider: