Hvad giver man en der har det hun skal bruge, og som siger nej hver gang du spørger hvad hun ønsker sig?
Det er ikke gaven der er svær. Det er mor.
Mødre bliver stadig sværere at give gaver til, jo ældre de bliver. Hjemmet er fyldt op. Tøjet er der. Bogen ligger ulæst på natbordet. Hver gang du spørger, siger hun “jeg mangler ingenting, du skal ikke bruge penge på mig”. Og så står du der igen i december eller en uge før hendes fødselsdag.
Det egentlige problem er, at de fleste gaver er færdige i samme øjeblik de pakkes ud. En livsbog er ikke det. Det er et sted hvor hun kan begynde at samle de minder der har formet hende, ét ad gangen, i sit eget tempo. Du giver hende ikke en ting. Du giver hende en anledning.
Hvorfor mor - særligt mor
Mødre bliver ofte ikke spurgt. Far får spørgsmål om sit job, hvad han har lavet, hvor han har arbejdet henne. Mor blev gift, fik børn, holdt familien sammen, og det er dét vi husker hende for. Men før dét var hun en pige der voksede op et sted, en ung kvinde med ambitioner, et menneske med koncerter, kærester, rejser, beslutninger der formede hende.
Det er sjældent at nogen har spurgt hende om dem.
En livsbog gør spørgsmålet konkret. Hver dag dukker et nyt spørgsmål op, som hun kan svare på hvis hun har lyst. Hvor voksede du op? Hvad var dit første job? Hvilken sang minder dig om dine tyvere? To linjer er fint. Hun behøver ikke skrive lange svar. Men efter et halvt år er der måske halvtreds minder samlet, og du kender din mor på en måde du ikke kunne før.
Hvilken alder passer det til?
Det fungerer på de runde og halvrunde fødselsdage hvor mor selv begynder at se tilbage.
60 år. Stadig midt i livet, men det punkt hvor man begynder at gøre status. Hvad blev der nået, hvad blev der ikke af. Hukommelsen er klar, og hun har år foran sig til at lade livsbogen vokse.
70 år. Måske den allerbedste alder. Pensionen er kommet, der er tid og overskud, og børnebørnene er på et sted hvor de endnu ikke spørger selv - men de bliver gamle nok til det. Det livsbogen samles op nu, kan de læse om ti eller femten år, hvor de selv begynder at undre sig over hvor familien kommer fra.
80 år. Stadig oplagt. Men begynd nu, ikke næste år. Og vær ikke bange for at hjælpe på vej, hvis hun selv tøver foran skærmen.
Mellem runde fødselsdage. Det behøver ikke være en fødselsdagsgave. Mors dag, jul, eller en helt almindelig søndag virker lige så godt. Faktisk får gaver der ikke kommer på selve dagen ofte mere opmærksomhed, fordi de ikke skal konkurrere med fem andre.
“Hun kan ikke finde ud af computere”
Det er som regel mindre slemt end du tror.
Du kan oprette livsbogen for hende. Vælge brugernavn, sætte fødselsår, gøre det klart. Bagefter logger hun ind på et færdigt opsat sted. Hun skal ikke selv begynde fra bunden, hun skal bare tage stilling til ét spørgsmål ad gangen.
Hvis hun ikke har lyst til at sidde alene med skærmen, er der en lettere vej: I sætter jer sammen. Du har laptop eller iPad foran dig, hun har kaffen. Du tager et spørgsmål, hun fortæller, du skriver med. Efter en time har I tre-fire minder. Næste gang I mødes, er der lidt flere. Det bygger sig op uden at I egentlig har planlagt det.
Det er også muligt for hende at tale i stedet for at skrive. Mikrofonen i appen optager hende fortælle frit, og bagefter kan teksten redigeres. For mange er det en blødere indgang end at sidde og indtaste - det føles mere som at fortælle, mindre som at skrive.
Hvad mor selv får ud af det
Det er værd at sige højt. Det her er også en gave til hende.
Når børnene er flyttet hjemmefra, og dagen ligner gårsdagen, savner mange et lille daglig formål. Ikke et arbejde. Bare en grund til at sætte sig ned og tænke i en halv time. Livsbogen kan være det. Hendes eget rum, hvor hun selv bestemmer hvad der står, og hvem der må læse. Hun kan rette i går. Hun kan slette i dag. Hun kan beholde den lukket så længe hun vil.
Reminiscens - at vende tilbage til sit eget liv - er noget mange ældre selv beskriver som meningsfuldt, og det er da også en del af baggrunden for hvorfor strukturen i Livsbogen er bygget som den er. Det er ikke terapi. Det er bare et sted at sætte ord på et liv, som man har levet, og som er værd at huske.
Sådan kan du gribe det an
Du har to praktiske veje.
Den ene: Du opretter kontoen i hendes navn på livsbogen.dk/opret og giver hende login-oplysningerne. Det stærkeste er at lægge et håndskrevet brev ved - ikke en forklaring af hvad en livsbog er, men hvorfor du har lyst til at høre. Hvad du selv altid har undret dig over. Den slags er svært at sige, men nemt at læse.
Den anden: Hvis hun er fortrolig med en computer i forvejen, kan du nøjes med at sende hende linket og forklare kort. Bed om at blive inviteret ind når hun en dag er klar.
Hvis I begynder sammen den første gang, er det ikke noget langt setup. To-tre spørgsmål, og det første minde er gemt. Bagefter har hun fornemmelsen for hvordan det fungerer.
Sådan kan resultatet se ud
Bodils livsbog er en velkendt fortælling om et langt familieliv som lærerinde i Aarhus, gift med Henning, to børn og fire børnebørn. Ingers livsbog er en jordnær fortælling fra Fyn, om et helt liv på samme egn og om at miste manden til alzheimer. Begge er fiktive, men giver et indtryk af hvordan tidslinjen bygges op.
Hvad det koster
Ingenting at oprette og bruge. Det er ikke et abonnement, og der er ikke noget der pludselig dukker op med et beløb senere. Hvis I på et tidspunkt vil have livsbogen som fysisk fotobog - fx en til hvert af børnene - betaler I for selve bogen. Det er det.
Vil du i gang?
Allerede medlem? Log ind →
Relaterede sider: